Trods

”To liter mælk, rugbrød, smør, en agurk og tre lyspærer til levering” sagde jeg til købmanden.
”Og lad os bare få fem Honolulu oveni.” Der var stille i røret et øjeblik.
”Jeg må hellere snakke med din mor,” sagde købmanden så.
”Hun er desværre gået i seng,” sagde jeg.
”Jamen lille ven,” sagde han. ”Har du overhovedet nogen penge?”
”Nej, nej,” sagde jeg. Der var heller ikke flere i kurven med småpenge til posten. Jeg havde tjekket, inden jeg ringede.
”Kan vi ikke få på klods igen?”
”Men I har jo heller ikke betalt for sidste måned,” sagde købmanden.
”Hva’?” sagde jeg. ”Forbindelsen er dårlig.”
”Sidste måned,” råbte købmanden.
”Jeg kan ikke høre, hvad du siger,” råbte jeg og smækkede på.

Der er ikke meget familieidyl at spore i Meghan D. Jakobsens debutroman: Moderen har travlt med at realisere sig selv, og datteren må stort set klare sig selv. Det er nu også ok, for hun har sine venner: koen, dukken Kajl og Othello med det viltre hår og det pæne porcelæn. Og så går hun i skole hos homoamanerne, som synes det er meget forkert at hun allerede kan læse, og ihærdigt forsøger at rette op på ubalancen i hendes liv.

Så møder moderen Manden og får endnu et barn. Og da Manden flytter igen, går det helt galt derhjemme. Moderen ligger mest i sengen, og lillebror sidder bare og rokker i stedet for at opføre sig som et almindeligt barn.

Trods er en usædvanlig roman om 68’er-generationens altoverskyggende behov for selvrealisering. Om himmelråbende omsorgssvigt og om, hvorfor nogle børn bukker under mens andre klarer sig – på trods af omstændigheder.