Spøgelser i Breslau

Fantastisk fantasy. Meget spændende.

2. bind i serien "Fortælleren".
Der er fest i landsbyen. Beens søster skal giftes, og stemningen er på sit højeste, da det frygtelige sker: Been bliver indhentet af en gammel fjende!

Den frygtede lysgarde fra den elektriske by er kommet på sporet af Been og hans ven, pigen Gali. Lederen af lysgarden, Peeters, leder efter noget, han kalder en harddisk, som de to børn uden at vide det fik med sig fra den elektriske by og smed i Døde å. Nu er det afgørende spørgsmål, hvem der først finder den igen.

Peeters skyer ingen midler i sin jagt på harddisken. Been og Gali tvinges på flugt, men får hjælp fra både gamle og nye venner, og snart er de mod Beens vilje rodet ind i et nyt og farefuldt eventyr.

Bind 2 i serien Fortælleren

Tekstuddrag:
I det samme væltede larmen fra helikopterne ned over festen og musikken som en flodbølge. Den bragte storm med sig. Flag blev flået af flagstænger, baldakinen over scenen væltede og al musik forstummede. Folk løb i alle mulige retninger. Hvor der for et øjeblik siden havde været orden og glæde, var der nu panik og frygt. Bordene med mad væltede, stole blev knust, musikerne løb fra deres instrumenter, alt sammen, fordi ingen af dem nogen sinde havde set eller hørt en helikopter før i deres liv. Ingen ud over Been og Gali. Jo, og så kræmmer Piil, der ofte fortalte historien, om dengang han så en drage, uvidende om, at det, han virkelig havde set, var en helikopter.
”Herind,” råbte Been og trak Gali med ind i en staldbygning. Han smækkede døren i og skød slåen for.
”Nej, nej, nej!” hvæsede Vaks. ”Her finder de os. De har instrumenter, der kan se gennem mure. Vi må væk. Væk fra landsbyen. Ud i skovene. Flygt!”
”Shhhh,” tyssede Been, og kiggede ud gennem et lille vindue. To helikoptere var ved at lande lige midt på pladsen, hvor bryllupsfesten for et øjeblik siden havde været i fuld gang. Endnu inden helikopterne stod på jorden, sprang de første soldater ud.
”Vaks har ret,” sagde Gali. ”Hvis vi bliver her, er det kun et spørgsmål om tid, før de finder os.”
Soldaterne delte sig i fire grupper, der forsvandt mellem Dunmars lave huse. Fire mand blev tilbage. En af dem så ud til at være lederen. I skæret fra månen så Been mandens ansigt. Hele den ene side var dækket af et stort ar.
”Det er Peeters,” hviskede Been. Manden, som Been fejlagtigt havde haft under mistanke for at have myrdet hans far. Manden, der havde været Jaaps højre hånd. En meget højtstående lysgardist med andre ord. Hvad lavede han her?
”Han kommer herhen.” Been mærkede en gysen kravle op ad rygraden. Panikken lå lige under overfladen og ventede på at bryde frem.
Sammen med de tre lysgardister nærmede Peeters sig staldbygningen. Han greb efter et eller andet i sit bælte. Been vidste straks, hvad det var. En strålestok. En tynd, blå lysstråle sprang frem, og det gibbede i Been. Det var med sådan et våben, at Jaap havde skåret begge ben og den ene hånd af sin far og det halve øre af sin bror. Been havde stor respekt for det våben.
”Nu kan vi ikke komme ud,” hviskede Vaks.
”Nej, ikke gennem døren,” sagde Gali. ”Vi må kravle ud ad et af vinduerne på bagsiden.” De maste sig ind mellem de opstaldede køer, hvis knogler tydeligt kunne ses lige under huden, og Been skulle lige til at åbne et af vinduerne, da der lød en høj banken på stalddøren.
”De slår døren ind!” skreg Vaks.
”Shhh!” hvæsede Gali. ”De ved ikke, vi er her.”
”Jo, de gør,” peb Vaks. ”Jeg har jo sagt, de kan se gennem murene.”
”Det er noget vrøvl,” stønnede Been, mens han slog på vinduets træramme. ”Jeg kan ikke få det op.”
Gali greb en trebenet malketaburet, kylede den gennem vinduesglasset og slog de sidste glassplinter væk med en mælkespand. ”Af sted!” råbte hun og greb Vaks. Hun kravlede ud sammen med hunden, og Been var på vej ud, da stalddøren sprang op, og fire lysgardister væltede ind.
”Stop!” råbte de og skød et varselsskud, der ramte væggen over vinduet. Puds og murstensstumper dryssede ned over Beens ryg, køerne brølede og blev urolige. Hængende halvt ude, halvt inde vendte Been sig om og så, at to af lysgardisterne bar briller der lignede insektøjne.
”Kom nu!” skreg Gali og hev i hans arme.
”Jeg sidder fast!” skreg Been. Gali hev til, og han tumlede ud i det høje, tørre græs. De spurtede omkring et hushjørne og ud af byen, mens sand og støv stod op i en sky bag dem. Der lød skud, og Been mærkede et eller andet hvisle lige forbi sit hoved. Så drejede de omkring endnu et hjørne og kom uden for skudvidde. De løb mod skoven. Det eneste sted, de havde bare en lille chance for at slippe væk. Men det var lysgardisterne klar over. To andre helikoptere med store projektørøjne hang i trætopshøjde lige før skoven og lod de kraftige lysstråler afsøge hele området.
Been, Gali og Vaks kastede sig i skjul bag en busk.
”Vi må snige os udenom,” hviskede Gali. ”Hvis vi holder os i mørket …”
”Det hjælper ikke,” sukkede Vaks. ”De kan også se i mørket.”
Been stirrede irriteret på hunden. ”Nu må du holde op. Først siger du, de kan se gennem mure, og så at de kan se i mørke.”
”Jeg er ked af det,” mumlede Vaks, ”men det er sådan, det er. De har briller, der gør nat til dag.”
De hørte råb lige bag sig. Lysgardisterne nærmede sig. ”Vi må væk herfra,” hviskede Gali. De krøb ned i en grøft, der var gravet mellem byen og skoven i et forsøg på at lave et brandbælte mellem træerne og husene. Skovbrande hærgede om sommeren. Endnu var området omkring Dunmar ikke blevet ramt, men det var sikkert kun et spørgsmål om tid. Been, Gali og Vaks mavede sig frem som krybdyr, og larmen fra de mange lysgardister fortonede sig i baggrunden. Grøften førte dem udenom helikopternes projektører.
”Grøften ender snart,” hviskede Been. ”Løb ind i skoven. Vi mødes ved Tårnstenen.” Det var en sten, som Been og Gali ofte tog hen til. Den var høj og spids som et spir og mindede dem om skyskraberne i den elektriske by.
”Mødes?” sagde Gali. ”Hvor skal du hen?”
”Jeg henter rygsækkene.” Been og Gali havde kort efter deres ankomst til landsbyen gemt nogle rygsække med våben, dugsamlere og tøj i et gammel stengærde neden for kirkegården. De havde begge haft en fornemmelse af, at det måske en dag kunne blive nødvendigt at flygte fra byen, men de sidste uger – og især, mens bryllupsforberedelserne havde stået på – havde den fornemmelse dog så småt forladt dem, og de var efterhånden ved at være overbeviste om, at de ikke havde noget at frygte fra lysgardens side. Nu var den fornemmelse kommet tilbage.
”Vent, Been. Er det ikke bedre, hvis vi alle tre …”
”Nej! I gemmer jer ved Tårnstenen. Jeg kommer lige efter. Skynd jer nu af sted.”
”Okay,” sukkede Gali, ”men du har bare at komme.”
”Selvfølgelig kommer jeg, Gali.”
”Jeg bliver rasende på dig, hvis du bliver fanget,” sagde hun.
Been svarede ikke. Han nikkede bare og krøb så tilbage mod byen.