Anden del af den humoristiske romanserie om Hans, som pudsigt nok deler både personlighed og skæbne med bogens forfatter. Hans er blevet en ung mand, der aktivt deltager i modstandskampen mod tyskerne. En kamp, der dog ofte når komiske højder og absurde dybder.
"Dørklokken kimede. Claus listede hen til brevsprækken og åbnede den forsigtigt.Udenfor så han to grågrønne frakker næsten dække for sprækken. Gestapo... Hans fik fat i vindueskarmen og åbnede hasperne og skød et vindue op. Han regnede med, at han kunne komme ud gennem det, og nikkede til Claus. Hans fik fat i vindueskarmene og snoede sig ud, med besvær, holdt sig i armene i den faste rudes øverste karm og stod på den nederste. Under ham, to etager ned, var der mørkt, men han anede nogle skikkelser med geværer og to prærievogne.Claus kom bagefter, men han havde svært ved at mase sig ud igennem det lille hul. Hans trak med den ene arm i ham, og til sidst lykkedes det, og de stod nu begge og balancerede på ydermuren. Samtidig hørte de tyskerne buldre løs på den dør, der førte ind til værelset fra lejligheden, men som var blokeret af skabet. De var ved at bryde den op..."
Hans Jørgen Lembourn (1923-1997) var en dansk forfatter, journalist og politiker. Lembourn debuterede som skønlitterær forfatter i 1950 med romanen "Sandhedens forbandelse". Inspirationen til romanens handling fandt han i Den Græske Borgerkrig (1946-49), som han tidligere havde dækket i jobbet som journalist. I en længere årrække sad han i Folketinget for Det Konservative Folkeparti (1964-77), var formand for Dansk Forfatterforening (1971-81) og sad i Dansk Kunstråd (1978-87). Hans Jørgen Lembourns forfatterskab består af fiktionsværker såvel som essays.