Ole Cliffords stærke, historiske roman ’Men størst er’, foregår i Nazityskland umiddelbart før udbruddet af Anden Verdenskrig. Det er både en stor og rørende kærlighedshistorie, men også et grumt indblik bag pigtråden i KZ-lejren Ravensbrück. Året er 1939, og 2. verdenskrig er netop ved at bryde ud i Tyskland. Mens de tyske styrker er i højeste beredskab, kaldes den unge universitetsstuderende, Hans Werner, pludselig hjem, da hans far har været udsat for en livstruende ulykke. Ved et tilfælde møder han sin tidligere ærkefjende fra folkeskolen, Ingeborg Metz, der nu er blevet sygeplejerske. Hun er den sidste, han har lyst til at stole på, men han har ikke noget valg. Hun har adgang til naziklinikkernes forsøgsmedicin, og Hans Werner må forsøge at skjule den afsky, han stadig føler for kvinden, der gjorde hans skoleår et levende helvede. Spørgsmålet er nu, om hun har skjulte intentioner? Mens Ingeborg forsøger at vinde Hans Werners tillid, kæmper hun også for at afslutte et intimt forhold til en magtfuld nazilæge, der truer med at overflytte hende til en feltklinik, eller det, der er værre: En koncentrationslejr. Ligeledes indser Hans Werner, at han må sikre sin fremtid, hvis han ikke vil modtage en indkaldelse til krigstjeneste i landtropperne. Mødet med en Luftwaffekaptajn åbner nye døre, og i kampen mod tiden, aner han en mulighed, der også har betydning for Ingeborgs skæbne. I kvindelejren Ravensbrück øjner fremtrædende forskere mulighed for at gøre rekordhurtige fremskridt gennem nådesløse kliniske eksperimenter på lejrklinikkernes indsatte, og fanger med sygeplejerskebaggrund rekrutteres til at medvirke i de groteske forsøg. Det varer dog ikke længe, inden SS-kommandantens skjulte agenda bliver synlig for de to sygeplejerskefanger, Anke og Esther, som nu bliver både vidner og ofre for kynisme og magtmisbrug.