Vidunderbarn

Det begynder den dag en mystisk halvlillesøster ankommer mutters alene med bussen. Hun hedder Linda, og med sig har hun en lyseblå kuffert. I kufferten ligger en brugsanvisning. På Linda. For Linda er lidt ud over det sædvanlige. Det er i Berlinmurens, præsident Kennedys og Jurij Gagarins år. Finn bor alene med sin mor i en lejelejlighed i Oslos nybyggede forstæder. Livet er at få et tv-apparat, spille mikado og bytte jernkugler med sin bedste ven, Freddy 1; men også at få og give bank. Finns hverdag er struktureret, nøjsom og håndfast socialdemokratisk. Men så kommer Linda, og tilmed flytter en gådefuld lejer ind, så der er råd til et nyt tapet. Og hos moren, der i Finns øjne er selve tilværelsens grundfjeld, spores der pludselig tegn på fortrængninger og dækmanøvrer. Det bliver et år med mange omvæltninger for Finn og mor.

VIDUNDERBARN er en roman om at blive voksen, om svigt og kærlighed og tab og håb, om at gøre sine erfaringer i en verden, der indimellem byder på barske løsninger.

Pressen skriver:

”Det er vanskeligt at forklare, hvorfor man som læser simrer af fornøjelse hele vejen over denne ikke specielt opbyggelige historie, men grunden må vel være Roy Jacobsens eminente fortællegreb, hvormed han undgår at gøre sine personer til ofre eller sociale tilfælde. Det er de nemlig ikke, og sådan opfatter de ikke sig selv. De er tværtimod fulde af initiativer og udvikler i løbet af romanen nye muligheder og evner hos hinanden … Her befinder vi os i norsk prosas mesterklasse, og det bør man overbevise sig selv om ved selvsyn.”
– Lars Bonnevie, Weekendavisen

”Roy Jacobsen tegner et intimt tidsbillede af Norge i 60'erne. Om tilværelsen som en overgangstilstand med flydende værdier. Fra et år, hvor der blev bygget Berlinmur, det første menneske blev sendt i rummet, og velfærdsstaten tog form.”
– Torben Brostrøm, Information
”I VIDUNDERBARN fremstår alt i den store humors nådige belysning, selv om undersiden er mørk nok. Roy Jacobsen mestrer kunsten at skrive om nogle, der har det dårligt, så dem, der læser det, får det bedre.
Romanen er en lille, sørgmunter perle.”
***** – May Schack, Politiken
” En lille perle om barndommens lune rede og kolde vinde … Når Roy Jacobsen er bedst, hvad han er i denne roman, er han fuldt på højde med sine største landsmænd.”
– Liselotte Weimer, Kristeligt Dagblad
” En bog fyldt med menneskevarme.”
***** – Jonas Hindsholm Bentzen, Børsen