MELLEM HAVET OG BENGALENS sletteland ligger et enormt vandområde med store og små floder og en masse småøer der med jævne mellemrum oversvømmes ved højvande eller direkte skylles væk når de jævnligt tilbagevendende tyfoner raser. Til dette område ankommer Piya Roy, af indisk oprindelse, men opvokset i Staterne, for at studere floddelfinerne. Alle Piyas fine instrumenter og hendes forskerviden kommer imidlertid til kort i det mildest talt labyrintiske netværk af floder, og det er først da hun får kontakt med fiskeren Fokir at der kommer skub i sagen. Denne analfabetiske og uvidende fisker kan noget som ingen sofistikeret forsker kan.