Stine modtager en dag nogle mystiske sms’er fra et ukendt telefonnummer. Hun har mest lyst til bare at slette beskederne, men for en sikkerheds skyld vil hun dog først tjekke et link, som er medsendt. Da hun senere indtaster URL-adressen på sin computer, starter der uden varsel en hardcore pornofilm på skærmen.
I den følgende tid fortsætter den anonyme person med at skrive meddelelser til hende. Han truer i konkrete vendinger med at sende kompromitterende billedmateriale til hendes familie og alle de kontakter, hun har på de sociale medier, hvis hun nægter at udføre de handlinger, som han løbende dikterer fra sit skjul.
Mens Stine fortsat kæmper for at finde frem til afpresserens sande identitet, bliver hun trukket længere og længere ind i en spiral af tvang, løgne og fortielser, som i sidste ende får store konsekvenser for hendes liv.
Uddrag af bogen
Stine spolede hurtigt igennem de sidste billedsekvenser, inden hun med synligt rystende hånd klikkede på det røde kryds, som slukkede forestillingen. Bagefter sad hun som forstenet, og hun følte sig fuldstændig lammet i hoved og krop.
Videoen, hun netop havde set det meste af, var bare en af de mange millioner, som findes overalt på nettet. Scenerne kunne sikkert betegnes som standardporno, som bare fulgte den traditionelle og ideforladte opbygning af en sexfilm. Oralsex, forskellige stillinger, klimaks. Men der var noget helt specielt ved lige præcis denne video, som hun havde tvunget sig selv til at overvære.
Den lyshårede kvinde, der førte sig frem i de hede erotiske scener, var identisk med hende selv.
Om forfatteren
Rolf Christensen (f. 1956) bor i Aalborg. Han har arbejdet inden for it-faget gennem tre årtier som systemudvikler og konsulent. Debuterede med romanen Homo X i 2014. Hans store interesser er antropologi, litteratur og filosofi.