En ældre mand findes død, skuddræbt i hovedet på klods hold uden for sit hjem i et sommerdøsigt fiskerleje på Gotland. Det er den 90-årige Heinz Meyer, der er død.
Heinz Meyer kom som en af flere sårede tyske soldater til Gotland efter Anden Verdenskrig for at modtage pleje. I over tres år har han levet en stille tilværelse i den lille flække, Ronehamn. Maria Wern bliver sat på sagen om det koldblodige mord og har svært at finde noget motiv til det. Folkene i fiskerlejets lille samfund er modvillige til at hjælpe med oplysninger, og det gør ikke opgaven nemmere. Marias egen verden ramler, da der sker et dødsfald i familien. Og som om det ikke skulle være nok, sker der noget på hendes børns sommerlejr, som vækker politiets opmærksomhed: Pigen Mirela forsvinder.
Skyggebarn er en fritstående Maria Wern-krimi om børns sårbarhed, og om hændelser i fortiden der kaster deres mørke skygger ind over Gotland.