Den 29. oktober 1980 blev to danskere tilbageholdt af spansk politi, da de ankom til Los Christianos på Tenerife i en båd, der var efterlyst via Interpol. Og det blev gennembruddet i en af danmarkshistoriens største sager om falskmøntneri, som trak tråde til Sverige, Thailand og Spanien.
I dette afsnit ser vi nærmere på Rejseholdets rolle i det internationale politisamarbejde og den grænseoverskridende kriminalitet.
Serien er produceret af MoxStory og Frederik Strand.
Rejseholdets Historie er en podcast-serie, der fortæller historien om det legendariske Rejsehold, der blev grundlagt i 1927 og nedlagt i 2002.
Afdelingen blev oprindelig grundlagt som en rejsende enhed, der skulle hjælpe det lokale politi med at opklare de mange gårdbrande, der hærgede i provinsen.
Det første rejsehold, der bestod af en leder og otte mand, nøjedes dog ikke med at efterforske gårdbrande. Hurtigt blev de kendt i offentligheden som et elitekorps, man satte ind, når de lokale politikredse stod over for komplicerede drabssager.
Løbende fik afdelingen nye opgaver, efterhånden som nye kriminalitetsformer kom til. I 1960erne kom der fokus på økonomisk kriminalitet, og da narkoen – og den medfølgende narkokriminalitet – kom til landet i 70erne og 80erne, blev narkoefterforskningen afdelingens mest krævende og ressourcetunge afdeling.
I podcastserien kan du møde tidligere efterforskere, der fortæller historien om en legendarisk afdeling i dansk politi.
Serien er produceret af MoxStory og Frederik Strand.
Studievært: Julie Giese
Reporter: Steffen Walton
Medvirkende: Frederik Strand og Tonni Christensen