Iført en lyserød, nedringet blondeting har Jeanett Veronica indfundet sig ved det årlige swingerparty for litterære og finkulturelle: Bogmessen i Bella Center. Egentlig burde hun forsumpe hjemme under dynen i Farum, da lægen har stemplet hende ´alvorlig stressramt´, men i stedet står hun nu her og finder slet skjult nydelse i, at en journalist tydeligvis har vanskeligt ved at holde blikket fra hendes blondeindpakkede attributter. Ja, ikke engang på en nørdemesse er diller længere væk end en tur på lokummet ... men hvad pokker skal det hjælpe, når hun har forelsket sig i en skuespiller, som hun kun kender fra film og Facebook, og ikke længere kan oparbejde fugt i fugen for nogen andre?
Ledsaget af en indisk guru fra det hinsides og alter egoet, Villige Veronica, følger vi Jeanett i året efter hendes første dagbog. For det utrænede øje er alt ved det gamle: Mænd er generelt skuffejern, vægten er en genstridig kælling og psykisk ustabilitet er et livsvilkår. Alligevel står hun her i levende live uden den angst, som hun ellers begav sig af sted med sidste år. Hun har flirtet med Morten Resen på direkte tv og en diller er ikke længere bare en diller. Noget er anderledes. Og om lidt går det helt amok...
Jeanett Veronica Hindberg udgav i 2013 dagbogen PS. trænger til flødeskum (og diller). Dette er den næsten sandfærdige fortsættelse, der er endnu mere pinlig, sjov - og genkendelig for de fleste kvinder omkring de 40.