Hvor langt vil du gå for at redde din familie? Og for kærligheden?
Det tredje øje er første bind i en ny trilogi Pioner. Det er en dystopisk, gribende og actionfyldt kærlighedshistorie, der viser, hvordan verden kan se ud, hvis vi ikke passer på vores natur og klima. Og på hinanden.
Den vilde natur er stort set udryddet, og vira, der før levede på dyr, ’springer’ nu på mennesker. Gigabyen Prospect City er inddelt i ringe, og når en epidemi rammer, kan regeringen lukke en eller flere af ringene for at forhindre smitte. Under den seneste epidemi mistede Gina sin lillebror, Zack, og nu er hendes mor gravid igen. Gina vil gøre alt for, at hendes nye lillebror får bedre chancer for at overleve end Zack, og hun beslutter sig for at gå til casting på et nyt show PIONER, hvor præmien er sygesikring for hele familien. De udvalgte deltagere skal leve et år i en human back up-koloni på toppen af bjerget Mount B. Deltagerne skal have indopereret et såkaldt Tredje øje, så folk med en FollowMe-maske i Prospect City kan følge deres tanker. Ginas veninde Angie og hendes kæreste Certo melder sig også. Men hvad er oddsene for, at de alle tre er blandt de udvalgte? Og hvad er konsekvenserne, hvis de bliver udvalgt?
Det tredje øje er til dig, der var vild med Hunger Games og Divergent.