Selvironisk og med afvæbnende humor skildrer Bent Mejding sine 55 år i dansk teater. Han voksede op i Vanløse, begyndte på Det Ny Teaters elevskole i 1957, blev senere direktør for bl.a. Ungdommens Teater og Allescenen, men han har sideløbende iscenesat et utal af teaterstykker og spillet endnu flere roller på teatret, i film og på tv. Fra scenen er han ikke mindst kendt for de mere end 700 opførelser af Noël Cowards "Privatliv", hvor han dannede professionelt par med sin kone gennem snart 40 år, Susse Wold.