En lille familie – en trio – far, mor og sønnen Finn på tretten. Faderen har et hårdt, ikke helt ufarligt arbejde – og til en dårlig løn. Moderen har morgenjob som rengøringshjælp. Der er et fast sammenhold i den lille familie – fælles glæder i hverdagen – til trods for knappe midler.
Men en dag sker der noget! Under et besøg i det lokale supermarked bliver moderen anklaget for butikstyveri. Herved bliver det indbyrdes forhold i familien sat på en hård prøve. Er moderen tyv?
Henning Ipsen (1930-1984) var en dansk forfatter, der skrev en lang række bøger blandt andet inden for genrerne roman, noveller, erindringer samt børne- og ungdomsbøger. Han debuterede som forfatter i 1956 med romanen "De tavse huse". I en årrække var Henning Ipsen bog- og tv-anmelder for Jyllands-Posten, og han har endvidere skrevet manuskript til tv-serien "Regnvejr og ingen penge."