”Ved et mærkeligt sammentræf blev min første ”højskolebog”, som jeg kalder dem, fortællingen i 1977 om Frank Jæger, nemlig ”Frank Jægers forfatterskab”. Og nu, tredive år senere, er det fortællingen om et andet lykkebarn i dansk litteratur, sønderjyden Marcus Lauesen, der skal fortælles om. Der er et sammenfald i digterskæbne mellem de to. Den lykkelige begyndelse på digterbanen, der roses af alle. Det poetiske. Det livsnære, fortællekraftige.” Sådan skriver Bjarne Nielsen Brovst i forordet til sin bog om den store danske digter Marcus Lauesen, hvis liv som barn af en dansk familie i det tyske grænseland fik en hård start. Han høstede en regn af roser fra de danske kritikere, da hans digte første gang så dagens lys.
Bjarne Nielsen Brovst (f. 1947) er en dansk forfatter og foredragsholder, der i 1970 debuterede mede ”Mit hjertes have”. Sidenhen har han skrevet et utal af bøger inden for genrerne digte, noveller, romaner, selvbiografi og bøger om historie. Bjarne Nielsen Brovst har skrevet en lang række biografier om kendte danske forfattere, heriblandt H.C. Andersen, N.F.S. Grundtvig og Jeppe Aakjær.