22,7 millioner kroner – så mange penge vandt en ung fabriksarbejder fra Hirtshals i lotto, og Danmark døbte ham "Lotto Henrik". Men Henrik blev ikke kun kendt for sit utrolige held. Aviserne fortalte også vidt og bredt om ekskærester, ludomani og vilde fester, og inden længe fik han mulighed for at afprøve sit held og sine evner som professionel pokerspiller ved Scandic Bookmakers.
I et helt år har journalisterne Anne Christensen og Marlene Anna Boel fulgt Henrik på nært hold, og i "Lotto Henrik" fortæller de os historien om den lille dreng, der ikke havde råd til andet end livets gratis glæder, men voksede op og blev mangemillionær.
Anne Christensen blev færdig på Danmarks Journalisthøjskole i 2007 og har siden da arbejdet som redaktionssekretær på Magasinet Commercial, nyhedsjournalist på TV 2 News og vært, nyhedsredaktør og journalist på TV2 Nord.
Marlene Anna Boel blev færdig på Danmarks Journalisthøjskole i 2007 og har siden da arbejdet som journalist og redaktionssekretær på Danmarks Radio.