Hvornår er du sidst stødt på en samling noveller med både ”uhørt begivenhed” (som Goethe krævede det), det alt for sjældne ”falkemotiv” (som i Boccaccios ”Falken”), hybris-nemesis-motiver og lignende?
Og Bo Lille kommer vidt omkring:
• Den synske kunstners portræt af ministeren og dets følger
• Himlens dom over de morderiske IS-terrorister
• En Jesus-figur, der går rundt på Vesterbro og helbreder folk, og hvad det fører med sig
• Det egenrådige plaster, der får så sydende uoverskuelige følger
• 1700-tallets store selvmordsbølge i kølvandet af gigantsuccesen ”Den unge Werthers lidelser” (Goethes roman fra 1774)
• Forklaringen på, at så mange forfattere har blod på hænderne
• Det grusomme galgetræ, der af uudgrundelige årsager lokker pæne folk i døden
• Begrundelsen for, at det er så vigtigt at blæse sæbebobler så tit som muligt
• Og meget meget mere
Om forfatteren:
Bo Lille er forfatter og TV-journalist. Han har optrådt med sine tekster i mange lande og er oversat til en række sprog. Denne novellesamling er bog nr. 27 i Bo Lilles produktion, der omfatter tekster i næsten alle genrer, såvel faglitteratur som poesi, noveller og en roman.
Bo Lille leder ”Underskoven”, det ældste litterære forum herhjemme (Huset i Magstræde, København). Bo Lille er europæisk koordinator i World Haiku Association. Medlem af styrelsen i Dansk Forfatterforenings Lyrikergruppe 2010-2014. Bestyrelsesmedlem i Dansk-Svensk Forfatterselskab siden 2004. Formand for ”Det Danske Klopstockselskab af 1984” (1984-2004). Har undervist på flere forfatterskoler og afholdt lyrik- og romankurser rundtom i Skandinavien. Bo Lille har modtaget støtte fra flere udenlandske fonde, Statens Kunstfond og Veluxfonden.