"Kun slutningen mangler tager fat, hvor første bind af Knud Sørensens erindringer, Et stykke af min tid, slap, nemlig i 1958, da Knud Sørensen sammen med sin kone, Anne Marie, og deres to sønner kommer til Mors, hvor han har købt en landinspektørpraksis. Vi hører om livet i Nykøbing, om de daglige rutiner i den lille by, hvor der er faste regler for, hvem man hilser på, hvordan man hilser, og hvem der hilser først. Vi hører om arbejdet som landmåler, om besøgene hos bønderne, om snakken over kaffebordene, om arbejdet i byrådet, hvor Knud Sørensen sad i en periode i tresserne og bl.a. blev medlem af rotteudvalget og i den egenskab - sammen med et andet medlem af udvalget, Fru Haurum, var på indtil flere besøg i en ejendom på Nørrebro, hvor der var gådefulde aktiviteter, der mentes at hidrøre fra de snedige gnavere; vi hører om en bagvaskelsessag i byen og hele historien om Børglum Klosters forsvinden og om Aksel Sandemoses sidste besøg i sin fødeby. "