Koldere mod natten

Med syvende og sidste roman i den gribende serie om folkene i Finnskogen er ringen sluttet. Den begynder med Anden Verdenskrig, og går 50 år frem i tid. Folk flytter stadig fra skoven og ind til byerne, mens det blandt de tilbageværende bliver en del af hverdagen under krigen at hjælpe flygtninge til Sverige. Men også nye folk kommer til; folk der opsøger grænseskovene mellem Norge og Sverige og det liv de har at byde på. Forskere forsøger at dokumentere resterne af den gamle dialekt, som de fattige finske immigranter havde med sig for flere hundrede år siden. Elins oldebarn Turid, der blev undfanget under krigen, drømmer om engang at kunne finde resterne af sine forfædres torp, den lille gård Mostamägg, som hun har hørt så meget om, og hvor hovedhistorien i den første roman, Der vokser et træ i Mostamägg, har sit udspring.

”Man kan føle angst for en by man endnu ikke har vovet sig ind i, eller for skoven hvis det er den der er ukendt, og i begge tilfælde kan man blive til grin over for andre. I Norge ler man ad tyskerne der ikke er særlig ivrige efter at optage forfølgelser der måtte føre dem ind i den vilde skov. Med det resultat at store flokke af flygtninge der færdes uden for veje og stier, slipper væk.

Et sted i skoven går skellet mellem krig og fred tværs over en lille bjergtop der er så stejl at den er som en fæstning, og om søndagen klatrer folk fra både Norge og Sverige derop. Der kan nordmændene købe varer der ikke findes i Norge, uden at blive forstyrret af en eneste tysk soldat, og nogen har en grammofon med, andre har en dram. Det varer ikke længe før der bliver fest på den top der kaldes Elgklinten.”

Citat fra bogen