Jobs Bog – ”Væddemålet” – er fra den nudanske oversættelse ”Bibelen 2020”.
De helt store spørgsmål er på spil i denne poetiske fortælling: Hvorfor skal mennesker lide, hvis Gud er god? Hvorfor rammer sygdom og smerte netop mig? Er Gud retfærdig? Det starter ellers godt. Den rige mand Job fremhæves af Gud som en af de bedste og mest trofaste mænd i live. Men Satan sætter spørgsmålstegn ved, hvor solid Jobs trofasthed egentlig er. For er det ikke nemt nok at være perfekt, når alt, hvad man gør, lykkes? Et væddemål indgås mellem Gud og Satan, og Job lider ufattelige tab. Satan forventer, at Job vil forbande Gud. Jobs tre venner forventer, at han vil erkende, at han selv er skyld i sin ulykke. Men Job skælder Gud ud og vil ikke acceptere sin skæbne. Til slut tager Gud selv ordet. Jobs Bog – ”Væddemålet” – er den første af de fem bøger, der kaldes Bibelens visdomsskrifter.
”Bibelen 2020” er Bibelen i en nudansk oversættelse, hvor flow og forståelse er i fokus. ”Bibelen 2020” er oversat fra grundsprogene af eksperter i hebraisk og græsk og bearbejdet af forfattere og sprogfolk med indgående kendskab til moderne dansk. Den kan streames som e- og lydbog i de 66 bøger, der tilsammen udgør Bibelen.
Indlæsningen af lydbogen er støttet af Augustinus Fonden.