Holger, Julie og Carmamilla er flyttet til Juleø Kro for at starte på en frisk, få nye venner og nyde en dejlig jul. Og noget af det så da også ud til at gå i opfyldelse. I hvert fald fandt de kroens nøgle under en dørmåtte, de er blevet venner med Pil, som er ret sej, selvom hun aldrig før har hørt om julen, og på kroen har de fået en betalende gæst, Nilaus Schneemann. Han er udkantskonsulent og går vildt op i kontrol og skemaer, men han er også glad for jul. Nu har Holger fundet ud af, at Nilaus ikke bare er kontrollant. Under hans seng står en kasse med regninger til Holgers mor, regninger af den slags, som de er flygtet fra hele Holgers liv. Men Holger vil ikke flytte igen. Nu har han fået en ven, og de har selv lavet en skole, Pil skal lære ham at skyde med bue, og han laver hver dag nye retter i kroens køkken. Godt nok er hans lillesøster Julie skør og tror, at hun kan se en usynlig nisse, og godt nok er det mærkeligt, at de ikke kan komme ind på værelse 24, og vildt underligt at julen ikke findes på Juleø, og at julepynten forsvinder hver nat. Men det værste er, at det ser ud til, at de ubetalte regninger har indhentet dem igen ...