Vi er midt i fattigfirserne med kartoffelkure, arbejdsløshed og en manglende tro på fremtiden. Der var dog ét sted, hvor danskerne kunne glemme alt og slå sig løs: Charterrejsen. De to venner og tidligere Spies-guider Peter Hansen og Jørgen Svenstrup har i denne veloplagte og stærkt underholdende samtalebog samlet deres oplevelser, dramatiske historier, betragtninger og banaliteter om da charterrejsen havde sin absolutte storhedstid. En svunden tid, der ikke eksisterer mere, da Jannis Spies var hele Danmarks rejsedronning. De var de sidste charterguider. Bogen er bygget på den særdeles populære podcastserie af samme navn, der blev nomineret til en Zulu-Award som årets bedste lydoplevelse i 2020.