Hvad laver du her?” spørger han. ”Du kan sgu ikke bare dukke op …”
Han vender sig om, og jeg frygter, at han vil gå sin vej. Så jeg gør det første, der falder mig ind: Griber hårdt fat i min paryk og trækker til. Og så står jeg der. Med en fuglerede af hår i hånden og mit skaldede hoved.
Han står og måber.
”Jeg har fået fjernet en hjernetumor,” siger jeg. ”Og har mistet hukommelsen. Jeg kan ikke huske noget. Men jeg tror, jeg kan huske dig …
Lærke vågner efter en hjerneoperation uden minder – men med en krop fuld af ar og tatoveringer, som hun ikke ved, hvor stammer fra. Hendes eneste spor er den dagbog, hun skrev til sig selv inden operationen. I glimt kommer hun i tanke om Alexander, men alt om ham i dagbogen er streget ud. Kun en enkelt advarsel står tilbage: Hold dig væk!
"Ar fra mit glemte liv" er tredje bog i en tematisk trilogi om kærlighed og identitet. Læs også "Hul i hovedet" og "XY".
"Nicole har uden tvivl gjort det igen! Skrevet en smuk, skræmmende og rørende fortælling om kærlighed, venskab og svigt, fra dem der burde passe på en. Nicole afslutter sin fantastiske ungdomsserie om sygdom med endnu et mesterstykke. Hvis du endnu ikke har læst Hul i hovedet og XY - så kom i gang. For det er virkelige, nærværende og stærke historier om hvad der sker når en sygdom gør hverdagen svær og uhåndterlig."
– Forestillingomparadis.blogspot.dk
"Jeg skulle kun læse starten, og så skulle jeg tilbage til arbejdet. Planen holdt ikke, MEN det er ikke min skyld - jeg fratager mig alt ansvar - det er bogens skyld! Den er simpelthen så fængende! Det hele fungerede i bogen. Vekslen mellem flashbacks og nutiden er rigtig god."
– Bookeater.dk