Denne autoriserede biografi om Danmarks største fodboldspiller gennem tiderne dækker hele Michael Laudrups karriere som fodboldspiller og bygger på samtaler med alle de store personligheder, som blev afgørende for hans karriere, foruden Michael Laudrup selv.
Femten år blev det til, fra han som kun nittenårig rejste til Italien for at spille for Lazio i Rom. Bogen følger ham videre over Juventus til Barcelona, Madrid og Ajax og helt frem til drømmeafskeden i VM-kvartfinalen mod Brasilien i 1998.
I de femten år udviklede Laudrup uden for banen sin elegante og diplomatiske stil, samtidig med at han på banen igen og igen demonstrerede det enestående talent, der bidrog afgørende til, at Danmark for alvor kom på fodboldens verdenskort.
”Det er en fascinerende og fremragende skrevet bog, som fortæller om Michaels karriere og ikke mindst om mennesket bag. Når man først har åbnet den, slipper man den ikke, før man har læst den sidste linje.” - Brian Laudrup
Jakob Kvist er uddannet journalist og har udgivet en række biografiske bøger. Han er til daglig kreativ direktør i People'sPress.